Dorte er stille sovet ind i en alder af 91 år.
Skeifa har mistet et æresmedlem og familien har mistet en ualmindelig og enestående mor, svigermor, farmor, mormor og oldemor.
Dorte fik sin første islandske hest, da hun var 10 år. Efter Dorte blev gift flyttede Dorte og hendes mand ”Jacob” til Kenya, hvor Dorte også havde heste bla. en palominohoppe. Da de kom hjem og flyttede ind på Torup Bakkegård ved Sandager, så blev de enige om, at de uregelmæssige jordstykker omkring gården kunne bruges til heste, da de ikke var hensigtsmæssige for Jacobs dyrkning af frugt og grøntsager.
I 1969 så Dorte en annonce fra en hestehandler, der havde fået 70 islandske heste til Danmark. Hestene var vilde, men de købte de to første hopper Stjarna og Lysa, i daglige tale blev de kaldt Gypsy og Lolita. Begge var i folet og Dorte brugte meget tid i folden for at vænne dem til mennesker.
Hestehandleren fortalte Dorte om Dansk Islandshesteforening, som Dorte hurtigt blev medlem af og derved fik hun kontakt til tre andre pionere på Fyn. Deres første fællestur var på Torup Bakkegård, hvor turene gik over markerne mellem Torup Bakkegård og Orelund.
Dorte gjorde sit til at interessen for de islandske heste spredte sig rundt omkring bl.a. ved at invitere ryttere på andre heste på fællesture. Senere fik Dorte ideen om at arrangere weekend undervisning på Orelund, hvor ryttere så kunne leje Poul Eriks medbragte heste. Det var sådan de fleste prøvede at tölte. Det var starten til Orelundstævnet, der tidligere var over flere dage og hvor undervisningen og senere konkurrencer i mange år foregik på gårdspladsen på oprindelige 4-længede gård.
I 1976 blev Dorte formand for den nystiftede lokalklub Skeifa og Dorte var formand i 10 år. I 2001 blev Dorte udnævnt som æresmedlem ved Skeifas 25års jubilæumsfest.
Dorte og Jacobs hjem, Torup Bakkegård, var et elsket sted for lokale hestetossede piger og drenge. Dorte havde travlt som mor for sine fire børn, husmor og værtinde for Jacobs mange gæster, men gav sig altid tid til de mange andre børn der kom i hjemmet. Mange har nydt varmen i køkkenet, hvor Dorte også gav sig tid til at snakke, mens hun havde travlt med alle sine gøremål. Dorte havde et ufatteligt stort og kærligt hjerte.
Dorte var også keramiker, men hun lagde det gradvist på hylden. Alle der har kendt Dorte har aldrig været i tvivl om hendes kreative interesser.
Dorte har avlet på hestene, men ikke for at beholde alle afkom og der kom mange fine heste ud af avlsarbejdet og mange palominoer. Den mest kendte blev Bliki fra Torup Bakkegård, der med Henning Jensen som rytter blev nordisk mester i tölt.
Dorte fik ikke redet så meget og som hun selv sagde, så var det nok mest på grund af manglende tid. Dorte holdt mest af de stille ture helt alene med hest og hund (og en smøg) og af fællesturene over flere dage. Dorte nød den daglige kontakt med hestene og brugte det som afslapning i en travl hverdag med mand, gæster, børn og praktiske gøremål.
Dortes hjertelighed har givet mange venskaber og bekendtskaber både i forhold til Skeifa, men også generelt og for Dorte var mennesket det vigtigste og hendes omsorg og tanker for andre var enestående.
Dorte var en ildsjæl som få omkring interessen for den islandske hest og Dorte har også i en høj alder været aktiv hjælper Orelundsstævnet, hvor hun bl.a. sørgede for afvikling af orienteringsridning, teltet med brugte sager, opdeling af hestene i farver til afslutningsparaden, som aktiv tilskuer og så meget andet.
Dortes stemme fra omkvædet i sangen om Gamle Svartan ”når du ikke traver læng’re – venter grønne kløverenger”, ja den må vi så tænke os til og mindes, sammen med mange andre gode minder.
Borte er Dorte: Dorte med hest, Dorte med hund, Dorte med familie, Dorte som ven.
Æret være Dortes minde.